lørdag den 16. februar 2008

#1: Så starter vi!

Velkommen til 23 ting :-)


Nu skal vi - endelig - i gang med 23 ting her på biblioteket.


"23 ting" er et forløb, hvor vi vil stifte nærmere bekendtskab med nogle forskellige nye "ting", som findes på internettet. Alle disse ting hører under "web 2.0", som er det, man kalder tjenester på internettet, hvor brugerne kan samarbejde og dele informationer med hinanden. Det drejer sig f.eks. om flickr, hvor man kan dele sine personlige fotos med andre.


Hvorfor skal vi bruge tid på at lære 23 ting at kende? For det første: det bliver sjovt! For det andet: du bliver bedre til dit arbejde. For det tredje: du får en mp3 afspiller!


Vi burde alle tage os tid til at lære de nye ting på nettet at kende. Det er sikkert bare ikke lige det, man prioriterer i en travl hverdag, og når man kommer hjem fra arbejde, ja så er der sikkert andre ting der går forud for at sidde og nørde den på nettet. Men nu er det slut! Nu er det ganske lovligt at sidde og se de nyeste videoer på youtube - det skal man faktisk. Dermed er man også fri for at ligne et stort spørgsmålstegn, når lånerne kommer med spørgsmål om denne fagre nye verden, eller når ungerne taler om deres myspace profil. Og hvem vil ikke gerne have en mp3 afspiller, så vi kan downlåne musik fra netmusik.dk eller høre de sidste nye mp3 lydbøger?


23 ting kommer ikke til at foregå over 23 uger, da vi (i langt de fleste uger) tager fat i mere end én ting. Vi starter så småt i uge 8, og kører frem til uge 13. I denne periode gennemgår vi 12 ting. Så holder vi en lille evalueringspause på en uge, og i uge 15 går vi så i gang igen, og afslutter i uge 21. Dermed skulle vi gerne undgå en lang sommerferie pause midt i det hele. Det er min forløbige plan. Men som skrevet i mailen, så vil jeg forbeholde mig ret til at ændre i programmet hvis det viser sig nødvendigt undervejs.


Til sidst lige en lille praktisk ting: Jeg ved godt, at man altid bliver advaret mod at skrive sine adgangskoder og logins ned, men det synes jeg simplethen I er nødt til i denne sammenhæng! I bliver oprettet som bruger på rigtig mange forskellige hjemmesider, så det er næsten umuligt at huske alle de adgangskoder. Det kan også være en klar fordel at benytte sig af det samme brugernavn - så meget som det kan lade sig gøre. (F.eks. Joan23)


Nu ikke mere snak - nu skal vi lege :-)

Ingen kommentarer: